Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013, s 28-30.
En fængslende fortælling kan motivere vælgerne og knytte dem tæt til et politisk projekt. Men det kræver et godt kendskab til deres egen historie at ramme og rumme dem med sin fortælling – og dermed rykke dem over på sin side
Politik handler om troværdighed, overbevisning og mobilisering. Med storytelling kan politiske meningsdannere flytte og fastholde holdninger, stemmer og verdenssyn. Men til trods for det store potentiale er der langt mellem de politiske fortællinger der rammer, rummer og rykker i den danske debat. Det behøver dog ikke at være sådan. Med en bredere forståelse af fortællingens kraft kan politikerne give borgerne en personlig og dybfølt aktie i politik.
Obamas opskrift på succes
I 2008 vandt Barack Obama det amerikanske præsidentvalg på sin egen usandsynlige historie. Eller gjorde han? Spurgte man hans kampagnefolk, sagde de at han vandt på begrebet ’story of self’. Det var altså ikke Obamas egen historie der var stærk nok til at vinde. Han vandt fordi hans historie havde plads til de enkelte amerikaneres fortælling. Han vandt på deres historier. Det var det der engagerede dem, og det var det der fik dem til at stemme på ham. Hans historie om usandsynlig succes gjorde succes mindre usandsynlig i deres egne historier.
Barack Obamas historie blev eksplicit beskrevet som den amerikanske drøm om at komme fra trange kår og gøre sig fortjent til at nå sine mål. Obama og hans kampagne italesatte ham som kulminationen på USA’s historie i kraft af hans hvide mor fra Kansas og sorte far fra Kenya. De fokuserede på at hans familie ikke havde penge nok til at sende ham på universitetet, og at stipendier derfor var centrale for hans succes. De fortalte hans historie, så alle amerikanere (og andre) kunne se sig selv som del af den. Amerikanerne kunne bidrage til at gøre den mulig – den kunne faktisk kun blive mulig hvis de bidrog. På den måde fik de del i Obamas succes, og hans succes åbnede muligheden for deres egen succes. I Bill Clintons selvbiografi skriver han at det er en politikers pligt at give borgerne muligheden for at forbedre deres historier. Det gjorde Obama. Kort sagt: Hans historie ramte, rummede og formåede at rykke de amerikanske vælgere.
En bedre beretning om Brasilien
Som antropolog har jeg beskæftiget mig indgående med Brasilien, og hvad det betyder at være brasilianer. Som alle andre lande har Brasilien en officiel historie, og brasilianerne er det folk der beskrives i den. Det er den historie de lærer om i skolerne, som de referer til på tv, og som ligger mellem linjerne i turistbrochurerne.
Ifølge historien blev Brasilien opdaget af europæerne i år 1500, og dengang boede der kun indianere i skovene. Med europæerne kom der hurtigt afrikanske slaver i store antal, og derfor er alle brasilianere i dag en blanding af afrikanere, europæere og indianere – den brasilianske mulat. I denne historie findes der ikke racisme i Brasilien – for alle brasilianere er ’blandede’ og kan derfor ikke være ra-cister. Det er en god historie som gør brasilianere til særligt gode mennesker, og som forklarer hvorfor Brasilien er et moralsk overlegent land i forhold til fx USA eller Tyskland. Der er bare ét problem. Historien rammer ikke de mennesker som oplever racisme eller diskrimination. Den rummer ikke de mennesker som ikke er ’blandede’, eller som ikke oplever at have lige muligheder. Derfor kan de rykkes af andre historier. Og der er andre historier.
Et eksempel på en helt anden historie er Movimento Negros. Movimento Negro betyder ’den sorte bevægelse’ og er den brasilianske version af USA’s borgerrettighedsbevægelse. Deres his-torie har et helt andet potentiale for at ramme og rumme visse grupper af brasilianere.
Movimento Negros historie starter før europæerne kom til Afrika. Det er en historie om stolte afrikanske konger, om slavehandel, men også om modstandskamp og revolution i Brasilien. I denne historie sluttede slaveriet ikke. Det gik bare fra juridisk til mentalt og fra fysisk til strukturelt. I stedet for slaveri fik Brasilien en officiel politik: ’embranquemento’ – ’at gøre hvid’. Regeringen ville gøre Brasilien til en civilisation i vestlig forstand ved at importere tysk og italiensk arbejdskraft til Brasiliens industri. Men det var ikke nok. Regeringen ville have flere hvide til Brasilien for hurtigere at kunne avle den sorte hudfarve ud af landet. Med en lille smule hvid genetisk overlegenhed og det rigtige størrelsesforhold ville sorte gener forsvinde. Det var tanken, og det har konsekvenser. Også for brasilianerne i dag.
Når man skal ramme, rumme og rykke med storytelling, handler det først om at ramme de oplevelser publikum har lige nu og her. Den officielle historie var god fordi den gjorde det dejligt at være brasilianer. Den forklarer bare ikke hvorfor afro-brasilianere ikke kan få arbejde, hvorfor boligblokkene er opdelt efter hudfarve, eller hvorfor hvide er overrepræsenterede på universiteterne. Afro-brasilianerne bliver ikke ramt og rummet i historien. Der er simpelthen ikke plads til dem. Deres problemer bliver individualiseret og gjort til deres egne, de bliver gjort underlegne fordi de ikke har den succes som Brasiliens officielle historie lægger op til.
Men Movimento Negros historie rammer dem fordi den anerkender deres oplevelser. Den rummer dem fordi der er plads til deres personlige historie. Og den rykker dem fordi de blev tilbudt en bedre historie at være en del af. Ligesom den Obama tilbød amerikanern
I Danmark bor der danskere
I Danmark har vi også en historie om hvem vi er. Den lærer vi om i skolen, og den bliver også konstant forhandlet politisk. Én version er historien om at danskerne engang var lyshudede, blonde og blåøjede vikinger i et dansk storrige der omfattede Norge, Island, England og store dele af Tyskland. Samtidig er fremtiden i denne historie domineret af finanskrise, indvandring og arbejdsløshed. Derfor må nutiden karakteriseres som forfald, og publikum sidder tilbage med følelsen af at der er noget råddent i Danmark, noget ufravigeligt og dystert som vi ikke kan slippe væk fra. Det går nedad, og det er ikke en historie man har lyst til at være en del af. Historien rammer nok manges oplevelse af krise og nedskæringer, men den rummer dem ikke fordi den ikke giver dem plads og en aktiv rolle. Den giver dem ikke mulighed for forbedring. Og derfor kan de rykkes fra parti til parti, fra blok til blok og fra stemmeurne til sofa.
Men der er en anden historie. Det er en historie om romersk inspirerede vikingelandsbyer på Fyn, om udveksling med Byzans i Mellemøsten og om hvordan kristendommen kom med den tyske munk Ansgar fra Tyskland. Den handler om at ikke kun Island, Norge og Slesvig-Holsten, men også De Vestindiske Øer og Trankebar var en del af Danmark i 1700-tallet. Det afspejlede sig i befolkningen i København hvor 20 % talte tysk som førstesprog, og 17% var født uden for Danmarks grænser. I denne historie er danskerne ikke en homogen stamme, og mangfoldighed-en er ikke noget nyt og skræmmende.
Med den fortid er der pludselig plads til fremmedarbejdere, ’expats’, flygtninge og indvandrere i historien om nutidens – og fremtidens – Danmark. Og der er plads til fremmedfrygt og krav om assimilation. Det er alt sammen en del af vores historie. Derved kan historien ramme flere borgere ved at anerkende deres oplevelser, den kan rumme deres personlige fortæl-linger og rykke dem ved at give dem håb. Politikerne kan skabe en inkluderende historie som alle kan være del af. På den måde kan de blive knyttet mere til politikerne – og til Danmark.
Ram, rum og ryk dit publikum
Der er tre ting vi skal huske hvis vi vil ramme, rumme og rykke vores publikum.
For at ramme publikum skal vi vide hvad vi taler os ind i eller op imod.
Det handler om en dyb målgruppeanalyse for at blive modtagerorienteret. Interview dem, spørg dem og brug de sociale medier.
For at rumme publikum skal vi give dem en rolle i vores historie.
Det handler om at give handlekraft til vores publikum, så de går derfra med mere energi end før. Giv plads, del ansvaret ud og motiver til at gøre en forskel.
For at rykke publikum skal vi bruge fortid og fremtid til at male nutiden med.
Det handler om at formidle hvordan verden var før vi kom, og hvilken forskel vi ønsker at gøre. Kend din his-torie, brug din vision og vær tro mod dine værdier.
R
Læs mere:
Bruner, Jerome: Making Stories, Harvard University Press, 2003.
Lakoff, George: The Political Mind, Penguin Group, 2008.
Nielsen, Rune Kier: Race for Agency, Akademia, 2007.
.
Nemo enim ipsam voluptatem quia voluptas sit aspernatur aut odit aut fugit, sed quia consequuntur magni dolores eos qui ratione voluptatem sequi nesciunt. Neque porro quisquam est, qui dolorem ipsum quia dolor sit amet, consectetur, adipisci velit, sed quia non numquam eius modi tempora incidunt ut labore et dolore magnam aliquam quaerat voluptatem. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat. Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum dolore eu fugiat nulla pariatur. Excepteur sint occaecat cupidatat non proident, sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum.